Referat af Generalforsamling i Dansk Selskab for Flowcytometri den 5. maj 2008

 

 

Indkaldelse: Udsendt per e-mail den 28.2.2008 som indkaldelse til DSFCM’s 42. møde med henvisning til detaljeret mødeprogram på www.flowcytometri.dk med dagsorden for GF. 

 

Dagsorden: Valg af dirigent, formandsberetning, indkomne forslag*, valg til bestyrelsen**, revideret regnskab, budget, kontingent, kvalitetskontrol, planer for kommende møder, eventuelt.
*Vedtægtsændring, foreslået af bestyrelsen: Medlemsskab af bestyrelsen skal begrænses til 3 valgperioder af 2 år, idet der dog bliver mulighed for forlængelse, hvis der ikke kan opstilles andre kandidater til bestyrelsesvalget. Afgående bestyrelsesmedlemmer kan dog kandidere ved valg af suppleanter. Kun medlemmer, der ikke er i restance for kontingent, er valgbare.
**På valg er posterne for 3 bestyrelsesmedlemmer (Jørgen K. Larsen, Hans Jürgen Hoffmann og Carl-Henrik Brogren), 1 suppleant (Erik Kjærsgaard) og 1 revisor (Jacob Larsen). Hans Jürgen Hoffmann, Carl-Henrik Brogren, Erik Kjærsgaard og Jacob Larsen er villige til genvalg. Jørgen K. Larsen er ikke villig til genvalg til bestyrelsen, men er villig til at fortsætte som hjemmesideredaktør. Bjarne Møller ønsker ekstraordinært at træde ud af bestyrelsen. Alexander Schmitz, Inst. for Molekylær Biologi, Aarhus Universitet, og Thomas Hviid, Afd. for Klinisk Biokemi, Roskilde Sygehus, er villige til at stille op som kandidater til bestyrelsen.

 

Tid/sted:     5.5.2008, kl. 15:15, Dam Auditoriet, Panum Bygningen, Københavns Universitet, Blegdamsvej 3B, 2200 København N.

 

Tilstede:     Carl-Henrik Brogren, Jette Christiansen, Hans Jürgen Hofmann, Tom Just, Thomas Hviid, Jacob Larsen, Jørgen K. Larsen, Graham Leslie, Hanne Marquardt, Bjarne Møller, Lars Ryder, Alexander Schmitz, Jens Peter Stenvang.

 

 

1       Valg af dirigent og referent:

         Lars Ryder blev valgt til dirigent og Jørgen K. Larsen til referent.

         Lars Ryder konstaterede, at GF var lovligt indkaldt.

 

2       Formandsberetning:

2a     Afholdte videnskabelige møder med ca. 25-40 deltagere i hvert møde:

         39th Meeting, 7 March 2007, Frederiksberg: Advanced fluorescence imaging techniques. Joint meeting of the Danish Society for Cyto- and Histochemistry and DSFCM.

         40th Meeting, 20 September 2007, Odense: Workshop on Quality Assurance for Flow Cytometry under the auspicies of DEKS.

         41st Meeting, 3 October 2007, Aarhus: Sarcoidosis: clinical & immunological features and ex vivo diagnosis.

2b     Kontingentopkrævning: Der er stadig vanskeligheder med afstemning af medlemslisten over for DADL. Det kunne være op til den nye bestyrelse at overveje, om man vil/kan klare opkrævningen uden om DADL.

2c.    DMS har ønsket en funktionsbeskrivelse for fagområde flowcytometri, og det er planen at udfærdige en sådan.

2d.    Medlemsstatistik for det forløbne år ud fra DSFCM’s egne lister:

         Indmelding af 7 ordinære medlemmer (Lene Andersen, Mark Chadfield, Charlotte Harken Jensen, Gitte Lund Nielsen, Merete Frejstrup Pedersen, Inge Tarnow, Kamma Velin) og 2 firmamedlemmer (Nordic Biosite Aps/Ulla Helt Laursen, Westburg Danmark Aps/Jan Lundsted).

         Udmelding af 4 ordinære medlemmer og 2 firmamedlemmer (Dynal, VWR International Aps).

         Desuden har 2 firmamedlemmer fået nye kontaktpersoner (R&D Systems Europe Ldt/Marie Guingouain, Ramcon/Solveig Nygaard Ibsen).

         De nye medlemsskaber blev alle godkendt af GF.

         Formandsberetningen blev godkendt af GF.

 

3       Indkomne forslag:

         Vedtægtsændring, foreslået af bestyrelsen på initiativ fra Hans Jürgen Hoffmann, blev godkendt uændret af GF: ”Medlemsskab af bestyrelsen skal begrænses til 3 valgperioder af 2 år, idet der dog bliver mulighed for forlængelse, hvis der ikke kan opstilles andre kandidater til bestyrelsesvalget. Afgående bestyrelsesmedlemmer kan dog kandidere ved valg af suppleanter. Kun medlemmer, der ikke er i restance for kontingent, er valgbare.”

 

4       Valg til bestyrelsen:

         Hans Jürgen Hoffmann og Carl-Henrik Brogren blev genvalgt til bestyrelsen, Erik Kjærsgaard blev genvalgt som 1. suppleant, og Jacob Larsen blev genvalgt som revisor.

         Alexander Schmitz og Thomas Hviid blev indvalgt som nye medlemmer af bestyrelsen.

         GF godkendte, at Jørgen K. Larsen fortsætter som hjemmesideredaktør.

         HJH takkede på selskabets vegne de fratrådte bestyrelsesmedlemmer Bjarne Møller og Jørgen K. Larsen for deres arbejde for selskabet.

 

5       Revideret regnskab:

         Bjarne Møller fremlagde det af revisorerne underskrevne regnskab for 2007. Regnskabet viste et årsresultat på +7.294 kr. og en balance på +109.793 kr. ved årets udgang. Regnskabet blev godkendt af GF.

 

6       Budget:

         Bjarne Møller fremlagde et budget for 2008 med årsresultat -24.050 kr. og en balance på +85.743 kr. ved årets udgang. Budgettet blev godkendt af GF.

        

7       Kontingent:

         GF godkendte at fortsætte i 2008 med opkrævning via DADL af et kontingent på 100 kr. for ordinære medlemmer og 1.000 kr. for firmamedlemmer, hvilket var forudsat i budgettet. Jørgen K. Larsen vil sørge for korrektion af DADL’s kontingentopkrævningsliste, så den bringes i overensstemmelse med DSFCM’s liste, inden kontingentopkrævning for 2008 sættes i gang.

 

8       Kvalitetskontrol:

         Hans Jürgen Hoffmann redegjorde for kvalitetskontrolprogrammet, der i samarbejde med DEKS har været aktivt siden sommeren 2007, nu med 9-10 deltagere. Der afholdes en en ny workshop i forbindelse med DEKS brugermødet i august. Opsætningen vil derefter blive genovervejet i slutningen af 2008. Det forudses, at markøren CD203c for basofile celler vil udgå. Resultater vises efterhånden på hjemmesiden.

 

9       Planer for kommende møder:

9a     43. møde: Workshop om kvalitetssikring af flowcytometri arrangeres af DSFCM på DEKS brugermødet i Odense den 28.8.2008.

9b     Forslag til emner for kommende møder:

         Jørgen K. Larsen foreslog et møde, hvor firmaerne præsenterer nye flowcytometriske teknologier og anvendelser.

         Carl-Henrik Brogren foreslog et klinisk orienteret møde og et fællesmøde med de norske og svenske flowcytometriselskaber.

         Jacob Larsen foreslog et møde i samarbejde med ERFA grupper.

         Hans Jürgen Hoffmann havde planer om et julemøde i Århus.

 

10     Eventuelt:

         Intet.

 

Lars Ryder afsluttede GF kl. 16:40.

 

 

Referat 6.5.2008 /Jørgen K. Larsen